
Agentic AI-udvikling i praksis

Kort om Agentic AI-udvikling i praksis
De fleste erfarne udviklere har efterhånden prøvet at bruge AI i browseren, stille et spørgsmål, få et svar, kopiere noget kode. Det virker. Men det er noget fundamentalt andet end at arbejde med AI direkte i din kodebase, på din maskine - hvor AI skriver kode, ændrer filer og kører kommandoer. Det kan meget mere. Og det kræver meget mere af dig.
Dette kursus handler om næste skridt: hvad sker der, når du slipper AI løs på din rigtige kodebase? Hvad kræver det af disciplin, struktur og forståelse – og hvordan undgår du, at det går galt? Vi bruger Claude Code som eksempel, men de samme principper gælder for GitHub Copilot, OpenAI Codex og de fleste andre agentic AI-udviklingsværktøjer, der arbejder direkte på din maskine. Kurset tager udgangspunkt i et helt års hands-on erfaring med professionel AI-assisteret udvikling.
Du forlader kurset med noget, du har bygget, med en ny forståelse af hvad det kræver at bruge AI professionelt og med konkrete redskaber til at bygge de rammer op, din organisation har brug for.
Indhold
Hvad det reelt kræver at arbejde med AI som udviklingspartner, og hvorfor din erfaring nu tæller mere end nogensinde
Hvordan du designer og styrer konteksten - ikke bare prompten
Hvordan du bruger AI som tænkepartner fra vision til kode
Hvad det kræver af test- og review-disciplin når AI skriver koden
Hvordan du bygger genbrugelige skills og commands til dit team
Hvornår AI-adoption kræver en kvalitetssnak i organisationen først
Forudsætninger
Du kan læse og vurdere kode, du ikke har skrevet selv
Du har arbejdet professionelt med en terminal, git og en editor
AI-adgang: Kurset bruger Claude Code som eksempel, men du kan deltage med GitHub Copilot, OpenAI Codex eller et andet agentic AI-værktøj der kører lokalt. Et Claude Pro-abonnement er sandsynligvis tilstrækkeligt - kurset veksler mellem teori, demo og hands-on. Det er dit eget ansvar at sikre tilstrækkelig adgang
Laptop med terminaladgang og de udviklings værktøjer, du normalt bruger
Et lille hobby- eller sideprojekt du har lyst til at arbejde på - eksisterende eller en ny idé. Har du ikke noget klar, finder vi noget sammen på dagen Brug ikke firmakode medmindre din organisation eksplicit tillader det
Forberedelse
For at sikre en god start på dagen skal du møde op med Claude Code installeret og køreklar. Du modtager en installationsvejledning inden kurset.
Virksomhedslaptop? Tjek inden kurset, om du har de nødvendige rettigheder til at installere og køre Claude Code. Har du sikkerhedsrestriktioner, er en god løsning at køre Claude Code i en Docker-container - f.eks. en devcontainer fra VS Code eller en anden virtuel maskine. Du er erfaren udvikler, du ved, hvad der er muligt i dit setup.
Minimum: dit AI-værktøj starter og er klar til brug.
Medbring laptop med AI-værktøj installeret og køreklar, oplader.
Målgruppe
Erfarne softwareudviklere, der har brugt AI i en browser, og er klar til at tage det professionelle næste skridt. Du kender dit håndværk, kurset handler ikke om at lære at kode, men om at lære at arbejde med AI som professionel udviklingspartner.
Efter kurset kan deltageren
Sætte et agentic AI-udviklingsværktøj op og arbejde professionelt med det
Designe og strukturere kontekst, så AI løser den rigtige opgave på den rigtige måde
Bygge egne skills og commands tilpasset deres arbejdsmetodik og tekniske kontekst
Bruge AI som tænkepartner fra vision og krav til færdig kode
Etablere en test- og review-disciplin, der sikrer menneskelig ansvarlighed for koden
Vurdere om deres organisation er klar til at skalere AI-brug, og hvad der skal på plads først
